Hvordan taler man kærlighed?
En opsummering af ’kærlighedssprog’
Måske har du hørt om ”De 5 kærlighedssprog”?
I blogindlægget her vil jeg forklare lidt om De 5 kærlighedssprog og selvom du ikke kender til dem i forvejen, så kan du sagtens følge med.
Så hvad er kærlighedssprog?
Lad os starte med at få det defineret!
Kærlighedssprogene blev i 1992 defineret af den amerikanske forfatter og antropolog Gary Chapman, og de er sidenhen blevet en vigtig kommunikationsmodel og redskab for par og enkeltpersoner i forhold til terapi. (Personligt bruger vi kærlighedssprogene aktivt i mit parforhold, og det har hjulpet os til, at vi føler os utrolig sikre i vores relation til hinanden og vi føler os begge dybt elsket af den anden, fordi vi forstår hvordan vi skal kommunikere vores kærlighed til hinanden).
Kærlighed er et grundlæggende menneskeligt behov
Kærlighedssprog er beskrivelser af den måde du føler dig elsket på. Det er måden hvorpå du oprigtig føler dig anerkendt og værdsat på. Det er måden hvorpå du modtager de varme følelser af kærlighed og omsorg. Kort sagt, når du bliver ”talt til” på dit kærlighedssprog, så er det at dine hormoner i kroppen begynder at boble og dine sommerfuglevinger i maven begynder at baske.
Lær at forstå kærlighedssprogene
Det lyder måske umiddelbart simpelt nok? At modtager du kærlighed så føler du kærlighed. Men hvad hvis jeg fortæller at der findes 5 forskellige kærlighedssprog;
Fysisk berøring – Anerkendende ord – Tid til hinanden – Gaver – Tjenester
… og chancen er, at du ikke taler det samme sprog som din partner?! – Men I kan jo sagtens kommunikere, så hvad vrøvler jeg om?
Lad mig sætte det ind i et godt dagligdags scenarie, der kan klargøre hvad jeg mener.
Så du har i dine allerbedste intentioner og af den dybeste kærlighed til din partner sørget for at maden stod klar på bordet til aftensmadstid og taget opvasken efterfølgende hver dag i 5 år, og forventet at din partner forstår dette som et tegn på din kærlighed og dermed følte sig elsket, anerkendt, værdsat og set.
Og din partner har de sidste 5 år overøst dig med romantiske gaver for at vise sin kærlighed til dig…
Men I føler alligevel at der mangler noget, I føler jer hver især ikke inderligt elsket og værdsat.
Det er fordi I taler 2 forskellige sprog. Din partner foretrækker muligvis at få ’Anerkendende ord’ og ser ikke dine ’Tjenester’ som et tegn på kærlighed. Og du selv har meget mere brug for ’Tid til hinanden’ end at blive overøst med ’Gaver’.
Det betyder så, at alle jeres tilstræbelser for at vise kærlighed de sidste 5 år har været spildt energi (og penge), for de er ikke blevet modtaget med den forventede intention de blev sat til verden med.
Alle har 1-2 primære kærlighedssprog, når du modtager denne bestemte form for kærlighed, vil du føle dig allermest elsket. Det betyder ikke, at I de sidste 5 år ikke har værdsat alle de gode ting I har gjort for hinanden, det er jeg sikker på at I har, men det betyder, at I muligvis ikke har formået at få hinanden til at føle sig inderligt elsket.
Misforstået kærlighed
Det er sådan, at vi typisk viser kærlighed på den måde vi gerne selv foretrækker at modtage den, så hvis du og din partner ikke taler det samme primære kærlighedssprog eller I ikke har undersøgt hvad jeres kærlighedssprog hver især er, kan det forårsage unødvendige misforståelser, spændinger og stress i parforholdet og det vil sætte en begrænsning på den gode udvikling I jeres parforhold… – Alt sammen noget der kan undgås ved at blive opmærksomme på jeres kærlighedssprog.
Nu hvor der ikke skal mere til, så vil jeg lige uddybe de fem kærlighedssprog lidt mere og efterfølgende stille dig et par spørgsmål, som kan hjælpe dig på vej til at kende dit primære kærlighedssprog.
De 5 kærlighedssprog
Fysisk berøring; Intimitet og berøring er vigtigt for dig! Du føler dig elsket, fx når din partner kysser dig i nakken, lægger sin hånd på dit lår eller holder dig i hånden når i går tur. Det kan også være massage, nus eller sex. Måske værdsætter du, at andre rører ved dig, det kan være ved at klappe dig på skulderen eller give din arm et klem.
Anerkendende ord; Andres bekræftelse og ros betyder meget for dig! Du føler dig særlig værdsat og elsket når din partner giver dig søde komplimenter og fortæller dig, at du er smuk. Måske er det helt særlige ord eller sætninger der gør den store forskel for dig. Eller når din chef eller en kollega roser dig for en god arbejdsindsats.
Tid til hinanden; Samvær og udelt opmærksomhed gør dig glad! Fx kan det være når du tilbringer kvalitetstid sammen med din partner, at du føler dig elsket. Det kan være at opleve ting sammen og tage på weekendture. Eller når du tilbringer en hel aften sammen med dine børn eller bedste veninde med Matadormix og en god film ☺
Gaver; At nogen har husket at købe en gave til dig, er den ultimative kærlighedserklæring! Det behøver ikke at være store ting, dit hjerte smelter hvis dine børn forærer dig en flot tegning eller din partner kommer hjem med din yndlingschokolade.
Tjenester; Du føler dig værdsat og elsket, når din partner helt frivilligt tager opvasken, køber ind på vej hjem eller giver dig et lift på arbejde, fordi det regner. Eller det kan være når din kollega tilbyder at give en hånd med en arbejdsopgave eller henter kaffe til dig.
Kilde: Gary Chapman, ”Kærlighedens 5 sprog”
Hvad er dit kærlighedssprog?
Det vigtigste er at du kender dit eget kærlighedssprog, for med det i hånden kan du fortælle din partner hvordan du føler dig allermest elsket og muligvis få meget mere af det. Måske får det din partner til at ville undersøge det samme?!
Stil dig selv følgende spørgsmål:
1. Hvad gør jeg typisk for at vise, at jeg værdsætter andre?
2. Hvad værdsætter jeg, at andre gør for mig? Hvad skal der til, for at jeg føler mig anerkendt og elsket?
3. Hvad savner jeg. Hvad vil jeg gerne have mere eller mindre af?
Hvis du ønsker at vide mere om De 5 kærlighedssprog, så er de en del af mine parudviklingsforløb og online kurser. Tag endelig kontakt eller book en afklarende samtale med min coach Sine, hun kan guide dig til hvilke af mine produkter der kan hjælpe dig og din partner allerbedst.